HVEM ER VI?

Bujinkan Denmark Kuki Taisho Dojo er en af i alt 15 såkaldte Bujinkan Dojo’er (klubber) i Danmark, der træner Bujinkan Budo Taijutsu, også kaldet Ninjutsu. Kuki Taisho blev grundlagt som forening i 1992 af William Boesen, Michael Kofoed og Michael Schjerling, der alle stadig underviser i dojo’en, i vores flotte lokaler på Bernhard Bangs Allé 19, 2000 Frederiksberg.

Vi tæller i omegnen af 40 voksne medlemmer, samt en masse skønne børn og unge, der træner på vores rollinger-, kids-, warriors- og shinobi hold. Vi har i alt 13 lærere, og 4 hjælpelærere, der står for den daglige træning. Derudover afholder vi flere gange årligt seminarer, hvor mesterlærere fra både ind- og udland kommer og underviser.

Vi Træner Bujinkan

Selvom mange i dag bruger navnet Ninjutsu, hedder den kampkunst vi træner i virkeligheden Bujinkan Budo Taijustu, eller bare Bujinkan.

Bujinkan er en sand krigertradition, og de første skoler kan spores 900 år tilbage i historien. På trods af det tilpasses vores teknikker og træning tidens og teknologiens udvikling, så Bujinkan forbliver et relevant og ekstremt effektivt system til selvforsvar og selvbeskyttelse på alle planer.

Målet med træningen er at lære at beskytte og forsvare sig selv og andre. Derfor lægger træningen stor vægt på både fysisk træning, mental træning og åndelig træning.

I Bujinkan bruger vi både slag, spark, kast, brydning og våben i vores kampkunst, men fokusset er først og fremmest på at udvikle de tre fundamentale elementer, der udgør en ægte kriger: Sind –Shin, Teknik –Gi og Krop –Tai.

GLÆDE, GAVMILDHED & INDRE STYRKE

SIND - SHIN

Ordet Shin kan forstås både som Hjerte, Sind eller Ånd – Shin er altså den mentale del af Bujikan træningen. Her handler om at blive et helt menneske, som er i balance og har et rent hjerte. Det er et stort ansvar at lære de kampteknikker, vi bruger, derfor er det er også vigtigt at have hjertet på rette sted. Arbejdet med indre styrke, tålmodighed, taknemmelighed og det gode hjerte er derfor en vigtig og naturlig del af din træning.

Et stærk sind og et rent hjerte er det vigtigste for en kriger. Du kan være nok så dygtig teknisk og have en virkelig stærk fysik, men hvis dit sind er svagt bliver du i sidste ende nemmere at nedkæmpe. Dit hjerte bliver renere, dit sind bliver mere frit og roligt og du bliver mere livsglad som årene går og din træning udvikler sig. Det er Bujinkans største gave.

Effektivt kampsystem

TEKNIK - GI

DET SPILLER INGEN ROLLE, HVOR STÆRK DU ER. DET ER UMULIGT AT OVERLEVE PÅ STYRKE ALENE...
— Dr. MASAAKI HATSUMI

I Bujinkan lærer og erfarer du at god teknik er vigtigere end fysisk styrke eller størrelse. Den tekniske del af vores kampsystem bygger på kontrol af distance og egen kropsplacering og struktur for at kunne kontrollere og dominere selv de mest aggressive og voldsomme modstandere ved at nedbryde deres struktur og gøre dem ukampdygtige.

I praksis betyder det, at vi altid træner og forbedrer de basale teknikker som vores system udgår fra, ligesom vi i udgangspunktet træner langsomt og fokuseret for at lære vores krop og sind at forstå og udføre teknikkerne korrekt.

SUND, STÆRK OG ROBUST KROP

KROP - TAI

Kroppen er det værktøj sindet benytter til at udføre vores teknikker, og er derfor en essentiel del af Bujinkan. De tre elementer er uadskillelige og en ægte kriger må mestre alle tre.

Vi har stort fokus på kropsholdning; på hvordan vi går, står, sidder og springer, som forudsætning for god teknik.

Gennem træningen bliver din krop sundere, stærkere, mere mobil, ligesom du opbygger robusthed, udholdenhed og højere tolerance overfor smerte.

Kroppen træner vi ikke kun i dojo’en, men også ved at leve et liv med fokus på sund kost, fysisk træning, søvn, åndedrætsøvelser, yogalignende øvelser, kuldeeksponering og andre metoder, der hjælper til at forme en sund, stærk og robust krop.

PLADS TIL ALLE

Bujinkan er lidt som en slags familie. Når man begynder at træne, bliver man en del af et fællesskab der dækker hele verden, på tværs af landegrænser og generationer. Vi træner alle sammen efter de samme principper, vi har den samme Stormester (soke Masaaki Hatsumi), og medlemmer fra hele verden, mødes løbende til internationale seminarer, ligesom der findes et stærkt internationalt fællesskab online.

Det er også meget almindeligt, at medlemmer fra andre lande opsøger lokale dojo’er og træner med, når de tilfældigvis er på ferie eller forretningsrejse. Dojo’en er også et fristed, hvor vi kan slippe hverdagens trængsler, og møde andre i vores fælles træning og udvikling – både som krigere og som mennesker.

Det er et fællesskab med plads til alle, hvor vi hjælpes ad og giver hinanden rum samt tager ansvar for os selv og andre både i og udenfor dojo’en.

Vi glæder os til at støtte dig i din træning, uanset hvilket niveau du ønsker at træne på. Vi har plads til alle!

DOJO’ENS FEM PRICIPPER

Dojo kun

Vores stormester soke Masaaki Hatsumi fik af sin stormester overleveret fem grundlæggende principper, der bør guide enhver, der træner Bujinkan. Hatsumi har overleveret disse principper til vores egen Michael Schjerling på en skriftrulle, der hænger i dojo’en.

I de fem principper ligger hele Bujinkans sjæl og væsen, men det er op til det enkelte medlem, at fortolke principperne og finde sin egen mening og forståelse.

1. Forstå at tålmodighed kommer først. Alt er forgængeligt også enhver modgang.

2. Vid at vejen for mennesket er retfærdighed. Du skal altid handle derefter.

3. Giv slip på grådighed, dovenskab, vrede og illusion (fx om at livet skal være let). Forlad dig ikke på tjenester fra andre.

4. Forstå at sorg, bekymring og sygdom er naturlige dele af livet. Se det som gaver fra Guderne. Når du indser dette, realiserer du det urokkelige sind – Fudoshin no Satori.

5. Forlad ikke hjertets vej – Kokoro no Michi, ej heller krigerens vej. Forbliv ambitiøs med både pennen og sværdet.

Find Os

 

Bernhard Bangs Allé 19
2000 Frederiksberg

bujin@bujin.dk

TRÆN MED OS

Begynd til Bujinkan